×
Menu

Karensminde, Mørke


Gæstfri økogård

En tyr kan være farlig. Meget farlig. Derfor har Hans Hjort ikke længere nogen tyr. Han blev nemlig stanget af den tyr, som han og hans kone Ingrid havde på deres gård Karensminde. Hans brækkede 11 ribben og punkterede en lunge, da tyren stangede ham. Han døjer stadig efter ulykken, men han og Ingrid driver fortsat Karensminde, der ligger på Djursland.

Nu har de ansat en elev og en faglært landmand, der hjælper med driften af de 190 hektar jord, hvor de dyrker foder til deres omkring 300 dyr af sortbroget dansk malkerace. 154 er malkekøer, de andre er kalve, kvier og goldkøer, der holder pause i malkningen.

For Hans og Ingrid er sortbroget dansk malkerace den bedste race. De er nemme at malke, og så får man også noget kød ud af køerne, når de bliver slagtet. Og de økologiske køer, der går udenfor og spiser græs, smager af mere end konventionelle køer, fortæller Ingrid.

Fornuftig økologi

Hans overtog gården efter sine forældre i 1970. Først i 1987 kom Ingrid til og året efter sønnen Christian og efter endnu et år datteren Charlotte.

Det er Hans og Ingrid, der har givet gården sit navn. Hans' mor hed Karen, og de besluttede sig for at opkalde gården efter hende, for hun var en god gammeldags bondekone, der var fænomenal til at malke. Med håndkraft, vel at mærke. Det gjorde man, inden malkemaskinen kom til.

I 1995 lagde Hans og Ingrid bedriften om til økologi. På det tidspunkt kunne landmænd få økonomisk hjælp, hvis de ville lægge om til økologi, og det valgte Hans og Ingrid: ”Vi var ikke overbeviste økologer. Vi var bare fornuftige”, forklarer Ingrid og tilføjer, at de ikke har tænkt sig at vende tilbage til konventionelt landbrug. 

Masser af gæster

En af de ting Hans og Ingrid har masser af er besøgende. Sidste år havde de ikke færre end 5.000 besøgende på én dag – det var den dag, de lukkede køerne ud på græs efter en hel vinter i stalden.

Ingrid mener, at børn skal have lov til at komme ud at se, hvordan et dansk landbrug fungerer. Og de er vilde med det, fortæller hun: ”Børn elsker kalvene! Og at sidde i vores minilæsser. Så er de helt salige”.

På Hans og Ingrids gård er der ikke en masse aktiviteter for børnene, for det er deres erfaring, at børnene ikke gider at sidde og tegne, når der er rigtige dyr inden for rækkevidde. Og når små piger i fine kjoler hopper i køernes kraftfoder, spekulerer Ingrid på, hvad deres mødre mon vil sige til dét.


Sådan booker du

UDFYLD AFTALE Ring først til Ingrid Hjort på 22462151 og lav en aftale.


Medlem af
Leverer til
Her producerer vi
- mælk

Kontaktperson
Ingrid Hjort
Auningvej 37
8544 Mørke

Nærmeste off. transport

Ca. 350 m

Rejseplan