×
Menu

Karensminde I/S, Rønde


Generationsskifte på Karensminde

”Jeg er tidligt skadet, som man siger”, siger landmand Karl Lund Nielsen med et grin om sin barndom. Han voksede op i en landmandsfamilie på Djursland blot tyve kilometer fra den økologiske gård Karensminde, som han nu har drevet i mere end et kvart århundrede.

Og Karl har også smittet næste generation med lysten til landmandslivet. I hvert fald er han og sønnen Mikkel i gang med et glidende generationsskifte på gården. Derfor bor der for tiden også to familier og tre generationer på Karensminde. Udover Karl og hans hustru Inge Lise, bor også Mikkel, hans kæreste Astrid og deres datter Karla på gården. 

Kvinderne arbejder ude, så det er mændene, der står for driften. Og det er en god ordning, synes Karl Lund Nielsen: ”Vi har meget fornøjelse af hinanden. Jeg bliver aflastet, og Mikkel får hjælp til at komme i gang”, siger han, der, udover Mikkel, også har to døtre: Stine og Freja.

Naturskønt område

Den firelængede gård med et stort træ midt på gårdspladsen er smukt placeret i landskabet på Djursland. Den ligger lidt uden for Rønde med marker ned til Kalø Vig. Karl har drevet gården økologisk siden 1996, og det foregår med alle moderne hjælpemidler. Blandt andet er der to malkerobotter, så køerne bestemmer, hvornår de vil malkes.

Der er også et computersystem, som registrerer køerne tre gange om dagen og laver lister, hvor Mikkel og Karl kan se, om der er nogle køer, de skal holde øje med. Hvis en ko fx ikke gider blive malket, må de lige hen og se, hvad det drejer sig om.

Det er 168 jerseykøer, som laver mælken på gården. Og Karl er glad for racen: ”Det er en meget solid ko, der er god til afgræsning, og det er jo ret vigtigt ved en ko, der skal meget på græs,” forklarer han. Køerne bor i en løsdriftsstald med et foderbord, hvor alle dyrene kan stå og æde samtidig, og et hvileområde med dybstrøelse, hvor de kan ligge og hvile sig og tygge drøv, når de ikke er på græs.

Mikkel og Karl dyrker i alt 100 hektar land med økologisk foder til køerne. Det er især kløvergræs, majs og korn.

Pension?

Selv om Karl Lund Nielsen er glad for at trappe ned på alle aktiviteterne og overgive ansvaret til sin søn, er landmandslivet så meget en livsstil, at han har svært ved at forestille sig helt at gå på pension: ”Jeg er begyndt at surfe lidt i Kalø Vig, men landbruget fylder næsten hele livet”, siger Karl, der sammen med Mikkel glæder sig til at vise gården og dens mange dyr frem.

Transport

Der er mulighed for offentlig transport til gården. Bus nr. 120, 121, 122 og 123 kører forbi Følle, hvor der er et stoppested. Fra stoppestedet til gården er der cirka 800 m.


Sådan booker du

UDFYLD AFTALE Ring først til Karl Lund Nielsen på 20154657 og lav en aftale.


Medlem af
Leverer til
Her producerer vi
- mælk

Kontaktperson
Karl Lund Nielsen
Tangbakkevej 3
Følle
8410 Rønde

Læs mere om Karensminde her

Nærmeste off. transport

800 m

Rejseplan