×
Menu

Toftegård, Oksbøl


Børn er velkomne på Toftegård

”Det er altid rart at få besøg af nogen, der er interesserede”. Sådan forklarer Ejnar Kock Hansen, hvorfor han valgte at blive besøgsgård. Ejnar bor på gården Toftegård i Oksbøl med sin kone Marianne og en landbrugsmedhjælper.

Han har 100 malkekøer og cirka 110 kalve og kvier, som de unge køer hedder. Ejnars køer er af racen sortbroget dansk malkerace. Der hører 70 hektar jord med til gården, og derudover har Ejnar lejet 65 hektar. Her dyrker han græs, havre og majs til køerne.

Ejnar købte gården i 1986 og lagde den om til økologisk landbrug i 1998, efter at han og Marianne havde gået og snakket om det i nogle år: ”Vi var ikke så vilde med at bruge kunstgødning, så vi lagde om. Det har vi det rigtig godt med”, fortæller han.

Varm og frisk mælk

Ejnar kan godt lide at få besøg af børn på sin firlængede røde murstensgård. Han synes ikke, der er det store arbejde i det, man skal bare have lidt tid. Børnene vil gerne snakke med dyrene og lege i halmen, og så stiller de så mange spørgsmål fx om, hvor mælken kommer fra: ”Og så kan vi jo vise dem det”, fortæller Ejnar. ”Det kommer bag på en del af dem, at mælken er varm”, fortæller han og uddyber, at han så benytter lejligheden til at forklare børnene, hvorfor mælken er varm. Når de får det forklaret, kan de godt forstå det.

Ejnars kone, Marianne, er tidligere lærer på en folkeskole. Nu er hun selvstændig forhandler af kosttilskud, så hun har tid til at ordne hus og have. Og så er hun stik i rend-dreng og betaler regningerne, fortæller Ejnar med et grin. Da Marianne var lærer, var det meget naturligt for familien at få besøg fra den skole, hun arbejde på. Nu, hvor hun ikke længere underviser, vil de stadig gerne have besøg af skolebørn. 

Og køerne er ikke de eneste dyr, Marianne og Ejnar kan vise frem. På gården har de også fem får med lam, og en border collie til at holde styr på dem. Ejnar mener, at fårene ikke er så kvikke som køerne: ”De går altid den modsatte vej. Køer ved, hvad de skal”, siger han. De har også en flok katte, men Ejnar ved ikke helt, hvor mange.

Næste generation

Ejnar og Marianne har to børn: Jens og Maren. Maren er lærer og Jens er landbrugsrådgiver indenfor økonomi, specielt økologi. Det er planen, at Jens skal overtage gården, når den tid kommer. ”Det har jeg det fint med, men har han ikke lyst alligevel, så har jeg det også fint med det. Han skal ikke presses til det”, fortæller Ejnar.

Transport

Gården ligger 1,5 km fra Vestbanen, og bussen fra Esbjerg stopper ved Oksbøl.


Sådan booker du

UDFYLD AFTALE Ring først til Ejnar Kock Hansen på 40825208 og lav en aftale.


Medlem af
Leverer til
Her producerer vi
- mælk

Kontaktperson
Ejnar Kock Hansen
Borrevej 17
6840 Oksbøl

Nærmeste off. transport

Ca. 1,6 km

Rejseplan