biologi logo

Case

En økologikontrollør på arbejde på et landbrug

Én gang om året får økologiske landmænd besøg af en økologikontrollør. Johanne Strømberg er én dem. Hun ser de økologiske landbrug efter i sømmene og tjekker, at alle økologiregler
bliver overholdt ude på gårdene.

Siden 2009 har Johanne Strømberg været med til at sikre, at Ø-mærket holder, hvad det lover. Det sker, når hun besøger landmænd på det årlige kontrolbesøg, eller når hun kommer ud for at lave uanmeldte stikprøvekontroller.

- Det er et interessant arbejde at komme ud til landmændene hver eneste dag. Landmænd er enormt begejstrede for deres arbejde, og de er stolte af det, de laver, siger Johanne Strømberg, der er uddannet jordbrugsteknolog og selv vokset op på et økologisk hobbylandbrug.

Et årligt besøg

Alle økologer får besøg af kontrollen mindst én gang om året. Forud for et kontrolbesøg sender Johanne et brev ud, hvor hun fortæller, hvornår hun vil komme ud på bedriften. I brevet står der også, hvilke papirer landmanden skal have fundet frem, og hvad de sammen skal gennemgå.

- Det foregår stille og roligt. Økologerne er vant til det, og de ved, at når de vælger økologien, så er kontrollen en del af det de siger ja til. Det er noget, som er med til at værne om økologiens troværdighed, siger Johanne. 

Landmanden adviseres normalt om kontrolbesøget for at gøre kontrollen mere effektiv.
- Det ville simpelthen være enormt tidskrævende, hvis vi altid skulle komme uanmeldt og så forlange at se alle bilag. Desuden ville vi ofte også køre forgæves, siger Johanne.

Men ikke alle besøg er aftalte på forhånd. En gang i mellem foregår der også uanmeldte besøg på de økologiske gårde. Det vil sige, at landmanden ikke på forhånd ved, at der kommer en kontrollør og tjekker forholdene netop denne dag. 

Rundt om spisebordet

Kontrolbesøget starter som regel rundt om spisebordet over en kop kaffe, hvor landmand og kontrollør sammen gennemgår relevante bilag for markdriften og dyreholdet og ser på markkort.

- Landmanden skal kunne fremvise regninger og bilag, der dokumenterer, at alt, der købes ind og sælges, overholder de økologiske regler.

Skrivebord

En tur i marken

Efter en snak indenfor og en gennemgang af bilagene går turen udenfor til mark og stald.
- Jeg ser bl.a. efter, at markerne ikke er behandlet med kemi, og at der er dyrkningsfrie bræmmer i skellene. Jeg kan også godt finde på at tage en kerne op fra en nysået mark og tjekke, at såsæden ikke er bejdset. Det er nemlig forbudt i økologien, siger Johanne.

Ved du at

Man bejdser såsæd (frø) med kemiske midler for at ødelægge svampesporer og vira, der kan findes i frøet og som vil kunne skade udbyttet. Bejdsning er ikke tilladt i økologien.

Johanne tjekker også landmandens forbrug af husdyrgødning. Landmanden skal kunne dokumentere, hvad han har brugt af organisk gødning fra sin egen bedrift, og hvad han evt. har købt af naboer. Ligesom Johanne tjekker i bilagene, at der ikke er brugt mere gødning end økologireglerne tillader, og at de generelle gødningsregler overholdes.

Dyrenes velfærd

I stalden kontrollerer Johanne, at alle økologiens velfærdsregler er overholdt, og at dyrenes adfærdsmæssige og fysiologiske behov tilgodeses.

- Jeg ser fx efter, at de har nok strøelse, at de alle har en plads at ligge på, at kalvene har mulighed for at opfylde deres naturlige suttebehov ved fx at gå sammen med ammetanter, og at dyrene er ved godt huld. Jeg tjekker naturligvis også, om det foder, dyrene får, er økologisk. Om sommeren har jeg min opmærksomhed rettet mod forholdene for dyrene ude på marken.

- Men kontrol er et øjebliksbillede. Så jeg holder hele tiden øje med, at det, landmanden fortæller mig, og det, jeg ser i mark og stald, stemmer overens. Her bruger jeg min sunde dømmekraft.

Ved du at

En ammetante er en ko, der går sammen med andre køers kalve, så de kan drikke mælk fra hende.
Køer

Overtrædelser

I 2013 gennemførte Landbrugsstyrelsen 2707 kontrolbesøg. I 12 procent af besøgene fandt Johanne og hendes kollegaer overtrædelser. Langt de mest almindelige overtrædelser handler om bilagsovertrædelser. Det kan fx være mangelfulde logbøger for mark og husdyr, eller at landmanden mangler bilag, der kan dokumentere det, som er sket på gården.
- Når det gælder overtrædelser, er landmanden næsten altid i god tro og ikke ude på at overtræde reglerne bevidst, siger Johanne.

Positiv respons på fejl

Men der er også andre overtrædelser end manglende bilag. Også i forhold til dyrene er der engang imellem ting, som smutter for landmanden. Det kan fx være, at køer ikke har nok strøelse i deres liggebåse eller tilstrækkelig adgang til frisk drikkevand.

- Landmænd reagerer typisk meget alvorligt, hvis de har gjort noget forkert i forhold til dyrene. Det gør ondt på dem, siger Johanne, der altid med det samme fortæller landmanden, hvis hun ser noget, som ikke er i orden. Og langt de fleste gange tager landmanden positivt imod at blive gjort opmærksom på sine fejl.

Svært helt at undgå fejl

Johanne mener, at man ikke kan undgå, at der opstår fejl engang i mellem.
- Der er rigtig mange regler og derfor stor risiko for at komme til at overtræde nogle af dem. Landmænd har deres hovedfokus på at være dygtige i mark og stald, og derfor kan administrative opgaver nemt komme i anden række, siger Johanne.

Sanktioner

Hvis Johanne på sit kontrolbesøg oplever noget, hun undrer sig over, registrerer hun det og indstiller gården til en uanmeldt kontrol. Her vil en af hendes kollegaer så undersøge, om der er problemer, eller om det blot var falsk alarm. Mindre overtrædelser af økologireglerne medfører en indskærpelse til landmanden om, at økologireglerne skal overholdes. Større eller gentagne fejl vil medføre en bøde, og i særlige tilfælde kan en politianmeldelse komme på tale.

Casen har været bragt som artikel i tillægget STEMPELT MED Ø i Jyllandsposten maj 2015.