Hønselægget 2, 4891 Toreby
Flintskovgaard
Farestald, smågrisestald, klimastald - besøg Rikke og Brian på Flintskovgaard og lær mere om, hvor grisene bor.
Grise
Klimatiltag
Velkommen til Flintskovgaard
Lidt uden for den lille lollandske by Toreby ligger Flintskovgaard. Her driver Rikke og Brian et landbrug med søer, smågrise og slagtegrise. De er 2. generation på gården, som de overtog tilbage i 2001. Rikke og Brian har 5 medhjælpere, som hjælper med det daglige arbejde med dyr, marker og maskiner.
Grønne tiltag på gården
På Flintskovgaard er der solceller på staldbygningerne, og på den måde kan Rikke og Brian selv producere strøm, som kan dække store dele af bedriftens forbrug.
Desuden laver de forsuring af grisenes gylle. Gylle indeholder blandt andet ammoniak og metan, som fordamper fra stalden og spredes i atmosfæren. Man kan dog sænke udledningen af klimagasserne med gylleforsuring. Forsuringen sker ved, at man tilsætter svovlsyre til gyllen i tanken for at sænke pH-værdien.
Dyrene og markerne
På gården er der 700 søer, som producerer i alt 25.000 smågrise om året. Smågrisene er hos soen de første 4 uger efter faringen (fødslen), hvorefter de bliver fravænnet og kommer ind i en stald sammen med andre smågrise. På dette tidspunkt vejer de 7 til 8 kg.
Efter 4 uger i smågrisestalden, kommer grisene videre til klimastalden, hvor de også er i 4 uger. Nu vejer grisene 30 kg og er klar til at blive sendt i slagtegrisestald, hvor de skal være i 12 uger. Efter 12 uger vejer grisene mellem 110 og 115 kg, og så er klar til at blive sendt til slagtning.
Rikke og Brian driver også 420 hektar jord med vårbyg, vinterhvede, rug og raps. 1 hektar svarer til cirka 2 fodboldbaner. Alt kornet bliver brugt til foder til grisene, mens rapsen bliver solgt.
På Flintskovgaard kan man opleve eksempler på klimatiltag
- Gården producerer sin egen strøm med solceller. Det mindsker behovet for fossil energi og gør produktionen mere selvforsynende.
- Energibesparende LED‑lys i staldene.
- Præcisionskørsel med GPS på traktor gør, at der kan sås, gødes og sprøjtes meget præcist. Det giver højere udbytte fra afgrøder og mindsker forbruget af brændstof, gødning og plantebeskyttelsesmidler.
- Leverer halm til energiproduktion.
- Hyppig udslusning af gylle reducerer metan, fordi gyllen fjernes fra stalden, før den når at gære. Samtidig mindskes ammoniaktab, da gyllen er kortere tid i staldmiljøet.
.. og flere andre tiltag, som I kan lære mere om, når I besøger gården.
Særligt for besøg på Flintskovgaard
På Flintskovgaard tager Rikke og Brian imod grupper på op til 30 personer.
Fakta om gården
Vi producerer
Smågrise, søer, slagtegrise og planteavl
Vi er medlem af
Gårdens adresse
Hønselægget 2, 4891 Toreby
Sådan booker du et besøg
Ring først til Brian Johansen på 20229404 og lav en aftale og gennemfør derefter din booking