×
Menu

Lundø Mølle, Højslev


Landmandsliv midt i naturen

Danmark har mange øer og halvøer. En af halvøerne hedder Lundø og rækker ud i Skive Fjord. På halvøen ligger gården Lundø Mølle. Den var engang, som du måske har gættet ud fra navnet, en mølle. Det er den ikke længere. Faktisk er der slet ingen spor tilbage efter møllen, fortæller Albertus Scherphof, der ejer gården i dag.

På gården er der 320 dyr af racen sortbroget dansk malkerace, og derudover er der 180 hektar jord, der også skal passes, så der er nok at se til for Albertus og hans kone Annamarie. Albertus kommer oprindeligt fra Holland, og det samme gør hans kone, men siden 1997 har de boet på Lundø Mølle.

Og det ville de ikke bytte væk for noget. Fra køkkenvinduet er der 500 meter ned til Skive Fjord, hvor Alberts kvier og goldkøer om sommeren græsser på strandengene. "Det er naturen hele vejen igennem," fortæller Albertus. 

Børnevenlige omgivelser

Der er kun én vej, der fører til Lundø, og der er også kun én vej, der fører op til Lundø Mølle. Det betyder, at der ikke er ret meget trafik, men at der til gengæld er masser af plads. Børn kan rende frit omkring og lege alle vegne, fortæller Albertus. Når han og Annamarie har besøg af børn på gården, er der meget, de gerne vil vise frem. 

Annamarie har otte høns, og når hun holder en af dem, kan man ae den på de flotte og glatte fjer. Albertus har nogle køer, som han har med på dyrskue, og som er vant til, at der er mennesker omkring dem. Når der er besøg af skoleklasser, trækker Albertus en af de køer ud på gårdspladsen, så man kan røre ved den og se, hvor stor den egentligt er.

Albertus og Annamarie har også små kalve, der bor for sig selv i små kalvehytter udenfor. Dem kan man gå ind til, og de vil gerne nusses med.

Nye tider

Albertus vil meget gerne vise sin gård frem, for, som han siger: "Når folk først er kommet herud, forstår de, hvad vi laver, og hvordan vi lever." Han og Annamarie har tre børn, som er glade for traktorer og for dyr og for at bygge huler i halmen.

Om Signe, Kristian eller Thomas kommer til at overtage gården, ved Albertus ikke endnu, men han forventer det ikke. "Tiden er en lidt anden nu, så jeg bliver ikke skuffet, hvis de ikke vil være landmænd", fortæller han.


Sådan booker du

UDFYLD AFTALE Ring først til Alberthus Scherphof på 21646531 og lav en aftale.


Medlem af
Leverer til
Her producerer vi
- mælk

Kontaktperson
Alberthus Scherphof
Lundøvej 198
7840 Højslev

Nærmeste off. transport
Rejseplan