×
Menu

Idasminde, Højslev


Hjem og arbejdsplads på samme sted

Sydøst for Skive i Vestjylland ligger den lille by Søby. Og lidt sydvest for Søby ligger gården Idasminde, hvor Jørgen Clemmensen bor sammen med sin kone Karin og deres tre børn. Jørgen har 600 dyr af racen sort dansk malkerace, hvoraf halvdelen er voksne køer, der giver mælk, og den halvdel er kvier og kalve.

Jørgen og Karin har haft gården siden 1994, men i 2008 solgte de halvdelen af deres landbrug til Jørgens tidligere medhjælper Henrik. Henrik og hans kone bor på en anden gård, der hører til landbruget, og på den måde har Jørgen fået sig en kompagnon og kollega. Og det er han glad for, for så har han én, han kan vende tingene med, når der skal træffes beslutninger. Jørgens kone Karin arbejder også i landbruget, for hun er ansat til at stå for regnskabet.

Glad for at møde forbrugerne

Jørgen tager med på dyrskuerne i Herning og i Roskilde, hvor man kan møde ham i Arlas stand. Han kan godt lide at møde dem, der køber hans produkter, altså forbrugerne. Det er også derfor, Idasminde er besøgsgård, for dialogen er meget vigtig for Jørgen.

Han fortæller: "Dengang jeg var dreng, kendte alle i min klasse en landmand. Sådan er det ikke længere, og dermed er der blevet længere mellem landbruget og forbrugeren. Den ubalance vil jeg gerne være med til at rette op på."

Samtidig mener Jørgen, at et gårdbesøg er en god mulighed for at komme ud af klasseværelset og lære noget andet og endda uden, at det koster noget. Og de store elever fra skolen i Søby kan nemt cykle ud til Jørgen, så de skal ikke engang bruge penge på bussen.

Produktionsdyr har det godt

Ud over de 600 køer, kvier og kalve er der også en hund, nogle katte og en ridehest på gården. Når der er børn på besøg, må de gerne fodre hesten og prøve at sidde på den. Kattenes arbejde er at fange mus og rotter på gården, men man kan også lege med kattene og deres killinger.

For Jørgen er det vigtigt, at folk forstår, at han driver en virksomhed og ikke en zoologisk have. Og at selv om hans dyr er produktionsdyr, så har de det godt. "Vi arbejder altid på at have en høj dyrevelfærd", forklarer Jørgen. Det mener han også er en vigtig historie at fortælle. "Jeg synes jo, vi har et fantastisk landbrug herude. Vi har natur og to søer, hvor køerne går ned og drikker vand. Vi har noget, vi gerne vil vise frem," fortæller han.


Sådan booker du

UDFYLD AFTALE Ring først til Jørgen Clemmensen på 61744467 og lav en aftale.


Medlem af
Leverer til
Her producerer vi
- mælk

Kontaktperson
Jørgen Clemmensen
Kirkebakken 10
7840 Højslev

Nærmeste off. transport

Ca. 3 km

Rejseplan